10 september, 2008

Efterår på grønlandsk

(Skrevet af Thomas:)
Efterårstegnene i Grønland er lidt mere bastante i det end i Danmark. Efter at det har været noget kedeligt gråvejr med regn og rusk i de sidste 8-10 dage, klarede det endelig op igår, tirsdag. Og fjeldene, som ellers havde været gemt i ærtesuppen, havde pludselig sne på toppen, da de igen dukkede frem. Så nu tror jeg godt, at man officielt kan erklære efteråret i Grønland for startet. Den sne, som vi så på en enkelt top for et par uger siden var bare en forløber. En anden ting er, at de små, krybende pilebuske har fået gule blade. Og nå ja, fuglenørden har bemærket at småfuglene, især snespurvene, samles i store flokke inden de snart begynder trækket sydpå. Temperaturen kryber dårlig nok over 5 gr. om dagen og er tæt på frost om natten. Et par af vores bekendte fra introkurset i Kbh har faktisk allerede set nordlys. Det er jeg godt nok spændt på at se. Vinteren lurer om hjørnet. Den er jeg lidt spændt hvordan jeg klarer. Mig der godt kan lide varme...

Apropos fugle :) Forleden havde vi fornøjelsen af en ung vandrefalk, som nok var på udkig efter de selv samme snespurveflokke.
Den vendte tilbage til vores "baghave" 3 gange indenfor en times tid, men uden at den fik "bid". Det gjorde Nanna til gengæld, omend det var en sørgelig lille uvak (fjordtorsk), som hun fik hevet i land. Den var desværre kroget uheldigt, så det gav ikke mening at sætte den ud igen. Og den var så lille at det heller ikke gav mening at tage den med hjem. Så vi udtænkte en plan: vi lagde den på en sten lige udenfor vores vinduer i håb om at ravnene ville opdage den, og så ville jeg skyde dem. Med kameraet altså. Tror egentlig at ideen var fin nok. Måske var det bare ikke så smart at lægge den ud lige før mørkets frembrud. Næste morgen var den i hvert fald væk. Helt væk. Velbekomme til nogle morgenfriske ravne. Til gengæld er det lykkedes mig at snige mig tæt på nogle af de unge snespurve:
Nanna er på feltarbejde i denne uge. Tog afsted i mandags og kommer hjem fredag, om vejret holder. For en gangs skyld er hun heldig med vejret. Det har været fint vejr siden mandag og forhåbentlig holder det til fredag. De lover omslag i vejret til weekenden, så jeg håber bare at det først sker lørdag, så de når at komme hjem inden! Ellers tager de nok hjem lidt tidligere mens vejret endnu er godt. Helikopteren flyver jo ikke hvis vejret er alt for dårligt. De er to afsted denne gang og befinder sig nær Fiskenæsset godt på vej til Paamiut. In the middle of nowhere kunne man også sige. I hvert fald uden for mobilnettets dækning, så jeg har altså ikke hørt noget fra hende, men aftalen er at intet nyt er godt nyt. De har dog både VHF-radio og sattelit-telefon med, så de kan komme i forbindelse med civilisationen, hvis det skulle blive nødvendigt. Savner hende godt nok og bliver godt at få hende hjem igen.

Hvis vejret ellers er hæderligt, så tager vi nok en lille telttur i fjeldet i weekenden. Nanna har en idé om at hun skal op og finde rubiner og jeg har en idé om at jeg skal se en jagtfalk og nogle havørne. Så vi håber på godt vejr, selvom det ikke ser for lovende ud lige nu.

Vi har været til kaffemik et par gange i denne uge. I torsdags besøgte vi min kusine, Inge og hendes tre børn. Min fætter, Claus og hans kone og søn var også med. Vi har i øvrigt en slags jubilæum, for vi har ikke set hinanden i 25 år! Så det var vi ret spændte på. Men det var hyggeligt at se dem, men lidt specielt at gense familie efter så mange år. I lørdags var vi så sammen med det meste af vores "kuld" fra introkurset til kaffe og kage. Meget hygsomt og så fik vi også mulighed for at møde nogle af de sidst ankomne, som vi ikke har set heroppe endnu. De fleste er vi dog rendt ind i i Brugsen eller Hjemmestyret. Med andre ord: dér hvor man mødes :-)

På arbejdsfronten har vi godt gang i en re-organisering af hele departementet for infrastruktur og miljø. Det skal jeg undlade at komme nærmere ind på her, da jeg efterhånden dårlig nok selv kan hitte rede i det. Udmeldingerne er forskellige fra dag til dag, så vi afventer bare og ser hvad det endelige oplæg bliver. Der er i øvrigt ret tomt i Landsplanafd. i disse dage. En kollega er i Stockholm, én i Zambia og én i Upernavik. Så får vi ligesom dækket jordkloden meget godt. Og min chef er lige kommet tilbage fra konference i Ilulissat. Så en afventende og halvtom atmosfære kan man vist nærmest kalde det.

I morgen torsdag skal jeg til øl og sandwich hos Hanne, som vi også kender fra introkurset. Hun er taget herop i et år på egen hånd for at arbejde på sygehuset på trods af at hendes mand ikke kunne komme med, fordi han lige havde fået nyt arbejde. Hun gjorde det alligevel og stor respekt for det. Anledningen til øllerne i morgen er at manden er på besøg i denne uge :-)

Nå, nu fik jeg vist taget lidt revanche for at jeg ikke har skrevet så meget indtil nu. Nanna har været den mest aktive til nu, men jeg lover at komme efter det.
Og jeg benytter lige lejligheden til at plastre bloggen til med nogle fuglebilleder. Laplandsværlingen ses også ret ofte omkring vores hus:

Tilbage er der vist bare at sige: sikke en fodboldkamp (og hurra for at KNR har ret til at transmitere TV3's signal under landskampe!)

1 kommentarer:

Blogger Thomas Elbek sagde ...

Det forekommer mig at det er en jagtfalk der er på billedet ?, er det den du så fra jobbet ?

Hilsner og tanker

Thomas

14. september 2008 kl. 11.29  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start