23 august, 2008

Solen kom frem ved solnedgang

(Skrevet af Nanna)
Den forløbne uge har været præget af dårligt vejr. Tåge, regn og flere dage ret hård blæst. Træls, da vinden fortrinsvis kommer fra syd og det er lige cykleretningen til arbejde. Dog, skal vi ikke klage når vi normalt kun har 10 min på cykel og worst case bliver til 20 min når vinden er streng, og så får vi testet hvad regntøjet kan holde til - Thomas har netop bestilt nye regnbukser! Synes faktisk det er fedt at når det skal være så viser vejret lidt tænder, men har også ladet mig fortælle at der et par gange årligt plejer at komme et "rigtigt" stormvejr med vindstød op til 53 m/s eller det er ca. dér at vindmåleren går i stykker :-). Sådan en dag bliver man nok indenfor. Asiaq er faktisk vindenes herskerinde i inuit-mytologien - en sjov karakter hvor alt ligesom sidder omvendt - så giver faktisk meget god mening når det blæser på vej til arbejde. Der er en fin illustration af Asiaq i det Knud Rasmussen 3-binds værk jeg netop er blevet færdig med, så måske illustrationen kan findes på nettet for interesserede. Den hænger i stor størrelse på arbejdet.
Vejret har også betydet at alt feltarbejde har været aflyst denne uge og udskudt til næste uge. Der ser vejrudsigten mere lovende ud, så jeg tror på at det lykkes. Der er pt. planlagt en tur i Kobbefjorden, en helikoptertur nordpå til en isfjord der er stærkt præget af tidevand og én sydpå til vandføringsmålinger. Efter at have set billeder fra foregående ture, er jeg sikker på at komme hjem med nogle ret lækre billeder, hvoraf de bedste naturligvis udgives her på sitet.
Det skrider fremad på arbejdet og er ikke længere total idiot til alting, men der er nu stadig lang vej igen - heldigvis. Jeg er meget glad for at være her, og hjemlighedsfølelsen kommer mere og mere, og er der endelig en dag som er dum af forskellige årsager, er det svært egentligt at bekymre sig om det, når man cykler hjem med orkanmedvind, forrevne skyer over sig og fjelde omkring sig. Naturen er overdådig og fantastisk at være i også selvom det bare er "baghaven". I tirsdags var der opklaring i vejret da jeg tog fra arbejde, så jeg var lige et smut ude på øen i baghaven. Havde checket tidevandstabellen, som er i Nuuk Ugeavis så jeg regnede med lige at kunne nå det, og ellers stod Thomas vagt over vande. Det gik også, men var på kanten. Det er virkelig noget jeg i hvert fald skal lære at tænke på - er en del af lejlighedens tidligere beboere, der har prøvet at være fanget på øen 4-5 timer og det er nok ikke det allerfedeste hvis det ikke er beregnet. Samme aften var der den mest fantastiske solnedgang, som jeg tænkte at jeg lige ville dele.
Idag har jeg bare nydt at det er lørdag, og selvom jeg tidligere prøvede at overtale Thomas til at vi skulle overnatte på øen, fiske og samle bær, blev det bare til en time ud efter svampe og bær for mit eget vedkommende. Det var bestemt også for det bedste, for det blæste temmeligt meget - jeg tror vi gør et forsøg imorgen. Det kan være at det er sådan en "turist-ting", men jeg kan godt få lidt dårlig samvittighed over at være inde hvis vejret faktisk er til at være ude, især efter en uge med skidt vejr. Jeg skal nok lige vende sig til at det er min verden nu, og at jeg har masser af tid til at nyde omgivelserne!
Håber meget på godt vejr en af de kommende weekender så vi kan tage på en geologi-tur. Fandt et par lækre håndstykker på Lille Malene - det ene fyldt med granater og det andet grønligt med store klumper af noget jeg nu mener at have bestemt til pyroxen. Faktisk dejligt med sten, der kræver opslag i diverse bøger, at der ridses i dem, forsøges at tegne med dem og kigger med luppen. Totalt nørdet men på den fede måde ik'?

I øvrigt vil jeg gerne opfordre til at I kommenterer vores indlæg. Nogen har spurgt hvordan man gør og man kan altså bare trykke på "comments", skrive sit indlæg og skrive sit navn. Det burde ikke være super svært, så hold jer ikke tilbage.

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start