01 august, 2008

Bådtur rundt om Sermitsiaq


(Skrevet af Nanna)
Mandag den 28 juli var vi så heldige at blive inviteret på en fantastisk bådtur af Thomas' kollega Metta, som netop har købt en andel i min kollega Kissers båd (alle kender alle). Vi var lidt trætte efter en weekend med flytning og fest, men vejret var skønt og det var et tilbud vi simpelthen ikke kunne sige nej til. Vi matroser mødtes med skipper i lystbådhaven kl 18.30 og så sejlede vi afsted mod Sermitsiaq-bjerget, der ligger på Sadel Ø, som man kan sejle rundt om. Vi havde netop nået Sadel Ø, da jeg spottede blåst og så sad vi ellers og spiste sandwich og kiggede på i hvert fald 3 hvaler i en times tid. Iøvrigt vendte det nærmeste isbjerg sig også lige om mens vi sad der, så det kunne ikke være meget bedre (på billedet kan man se isbjergets gamle overfladelinie).

Efter en times tid fortsatte hvalerne mod Nuuk og vi fortsatte i modsat retning rundt om øen til et fint vandfald, hvor vi spiste lidt dessert og prøvede at pilke rødfisk desværre uden held. Vi sejlede hjem i de allersidste solstrejf (det bliver faktisk mørkt om natten nu) og os der ikke styrede båden kunne betragte en hel fortryllende/magisk tåge ligge på grænsen til Nuukfjorden.

Thomas synes jeg er fjollet, men jeg synes faktisk at Nuuk på nogle områder minder om et mini-Manhattan. Alle små bydele har stort set hvert sit navn, byen ligger på en aflang halvø, der er faktisk mange nationaliteter samlet her og se så lige nedenstående billede.

Flere billeder kan ses i picasaalbum (link) inden længe.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start