På "rigtigt" feltarbejde

(Skrevet af Nanna)
Torsdag-fredag 7-8/8 var jeg på mit første rigtige feltarbejde med overnatning i det fri. Det var egentligt planlagt til tirs-ons, men tirsdag morgen var det meget tåget i Nuuk og simpelthen ikke vejr til helikopterflyvning. Det lod sig gøre at få rykket til rundt på forskellige aftaler og arrangementer, og heldigvis var der ingen tåge torsdag morgen. Vi tog afsted 3 pers. og 160 kg udstyr med retning N-NØ for Nuuk tæt ved isen. Turen tog 50 min og var en flot tur, men også lidt nervepirrende at sidde foran sammen med piloten og have uendeligt mange dimser og knapper i tæt afstand til knæ - jeg holdt mig helt i ro :-). Først besøgte vi to målestationer til Alcoa-projektet og lavede vandføringsmålinger. Helikopteren blev med stor ekspertise sat ned på elv-breden, og piloten ventede mens vi målte.
Derefter fløj vi til stedet vi skulle overnatte. Piloten fløj os henover en arm af isen - fantastisk flot og overvældende - og videre igennem et stort flodleje med en kæmpe brusende elv lige under helikopteren....Vi nåede den tredje lokalitet, hvor vi var 2 der blev sat af og den tredje fløj med tilbage til Nuuk.

Det var min kollega Mark og jeg - de to nyeste i biksen - der skulle klare skærene. Dalen vi blev sat af i var dejlig lun, solrig og fyldt med modne sortebær og relativt tamme rensdyr. Vi teltede, spiste og gik igang med det forberedende arbejde, som først var færdigt da det var blevet mørkt. Var egentligt bare den wire der krydser elven vi skulle stramme op, men det er langsommeligt og hårdt arbejde.

Næste dag var vi klar til arbejdet og min kollega startede med at krydse den 200 meter brede elv vi skulle måle på. Med sig trak han en tynd snor, hvori der for hver 2 meter var fastgjort en lille hægte, således at den kunne hænge på wiren og samtidig fungere som målebånd. Det var hårdt arbejde at trække snoren over, og da han nåede den anden bred var han efter sigende så glad, at han hoppede i land uden at sikre båden. Den hang så 10-15 meter fra bredden med radio og andre vigtige ting i. Der gik lidt tid før jeg opdagede, at der var et problem især fordi vi ikke kunne kommunikere ordentligt uden radio, men bottom line var at det ikke så så fedt ud. Der var 3 muligheder: Enten skulle båden trækkes tilbage til mig i den tynde snor som den sad fast i, Mark skulle svømme ud til båden i meget koldt vand med stærk strøm, eller vi skulle vente og få helikopeteren til at hente ham, hvilket ville betyde at vi mistede minimum båden. Første mulighed blev valgt, men snoren var blevet enormt tung på den lange strækning, og det var umuligt for mig at trække den mere end 2 hægtelængder ind. Gode dyr var rådne og Mark var faktisk på vej til mulighed 2, men da han stak tæerne i vandet skiftede han hurtigt mening. Båden måtte trækkes ind og ved at bruge wireopstrammeren kombineret med nogle karabiner og en trinvis fastspæning af snorens små hægter til wiren kunne det lade sig gøre, men det gik MEGET langsomt. Efter 3,5 times meget hårdt slid var det min tur til at prøve lykken i båden ved at trække mig selv over efter ham. Det lykkedes og jeg var meget lettet. Desværre var tiden nu så fremskreden at vi ikke kunne nå at lave målinger, hvilket iøvrigt slet ikke kunne lade sig gøre med det tiltænkte system - man kan simpelthen ikke trække en snor så langt på hægter - den bliver for tung efter 100-120 meter. Vi skyndte os at pakke sammen, men var langt fra færdige da helikopteren kom. Heldigvis havde han tid til at vente på os og hjalp også med at slæbe. Wiren som vi havde brugt hele den foregående aften på at stramme op skulle slækkes så den ikke ved et uheld kappede hovedet af en forbipasserende - øv.
Vi klarede det og lidt efter kl. 19 forlod vi dalen og fik på vejen ud skræmt et rensdyr med en lille kalv - de løb elegant afsted med lette tåhop. Vi blev fløjet 10 min til Nuna Minerals lejr (åbenbart typisk at man hjælper hinanden undersøgelsesholdene imellem når man opererer i samme område), hvorfra vi blev hentet i båd. Vi anløb Nuuk omkring kl 23 og røg i en taxa til Asiaq med udstyret og videre hjem. Sikke en lang dag, men heldigvis havde Thomas dejlig varm mad klar til mig - han er fantastisk.
Rimelig hård start, men var en ilddåb i forhold til brug af wire og klatre-dimser og på bedste MacGyver-maner fik jeg da også hevet den snor ind med de få redskaber jeg havde til rådighed. Tror jeg er godt klædt på til flere eventyr allerede i næste uge.